Konference 16. marts 2020 / AFLYST

Kære medlemmer af SOCIUS, socialpolitiske aktører og andre interesserede

På vegne af bestyrelsen for SOCIUS – tænketank for social bæredygtighed har vi hermed fornøjelsen at invitere jer til at møde tænketanken ved konferencen

Afskaf fattigdom

Mandag 16. marts kl. 13 – 17
Fællessalen, Christiansborg

Tilmelding senest 11. marts på mail: tilmelding@sociusplatform.dk

Deltagelse er gratis.

 

Program

13.00 – 13.10   Velkomst ved vært MF Victoria Velasquez, Enhedslisten

13.10 – 13.20   Præsentation af SOCIUS og temaet fattigdom
Laila Walther, forperson for SOCIUS

13.20 – 14.20   Fattigdom i dag

  • Hvad forstår vi ved fattigdom?
  • Årsag og konsekvenser
  • Omfang og måling

Ved SOCIUS’ analyse og forskningsgruppe
Spørgsmål og kommentarer fra salen

14.20 – 14.35   Fra dagpenge til kontanthjælp
Næstformand Majbrit Berlau, Fagbevægelsens Hovedorganisation og medlem af Rådet for Socialt udsatte

14:35 – 15.00  KAFFEPAUSE – mød medlemmer af SOCIUS’ bestyrelse

15:00 – 16.00  Fattigdom i forskellige befolkningsgrupper

  • En undersøgelse af børnefattigdom, ved direktør Ninna Thomsen, Mødrehjælpen
  • De reformramte, ved antropolog og social iværksætter Marianne Frahm-Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Socius
  • En alderdom i fattigdom, ved forsker Rikke Nøhr Brünner, VIVE Arbejde og Ældre
  • Hjem til hjemløse, ved direktør Vibe Klarup, Hjem til alle og formand for Rådet for Socialt udsatte

16:00 – 16.25    Hvordan kan ulighed i sundhed imødegås 
– når det er bedre at være rig og rask end syg og fattig
Professor Signild Vallgårda, Institut for Folkesundhedsvidenskab

16.25 – 16.50   Et fremtidssikret ydelsessystem
– forventninger til Ydelseskommissionens arbejde

16.50 – 17.00   Afslutning – tak for denne gang

 

RådgivningsDanmark og Socius knytter bånd

21. november var Laila Walther, formand for Socius, inviteret af RådgivningsDanmark til at fortælle om formålet og visionen for den nye tænketank for social bæredygtighed.

Laila Walther uddybede blandt andet Socius´ ønske om at løfte de sociale problemer fra at være den enkelte organisations ansvar og op til politisk handling, så der ideelt set bliver skabt mere bæredygtige løsninger, hvor enkeltpersoner, familier og civilsamfund bliver mere robuste og i højere grad kompetente til selv at håndtere sociale problemstillinger.

Medlem af bestyrelsen i Socius Yldiz Akdogan blev også valgt til bestyrelsen i RådgivningsDanmark. Og sådan er Socius godt i gang med at knytte vigtige bånd.

Foto. Preben Etwil, 2019

Fattigdom er roden til meget ondt

Af Knud Vilby

Socialpolitikken var en gang en vigtig overordnet indikator på det politiske systems lydhørhed overfor de dårligst stillede i samfundet. Socialreformer var storpolitik på den indenrigspolitiske bane. Sådan er det ikke mere. I dag er socialpolitikken til nød reparationspolitik. Den overordnede kurs overfor de dårligst stillede sættes i dag af beskæftigelsespolitikken, og i stigende grad også af udlændingepolitikken. Underforstået: Folk må gerne være meget fattige, hvis de ikke er etnisk-danske.

Konsekvenserne er klare. Før handlede centrale politiske indsatser om at mindske fattigdom og øge lighed i samfundet. Markedet har hele tiden en tendens til at øge uligheden, men det kan man modvirke politisk. Og det gjorde man.

I dag er det omvendt. Med politiske beslutninger øger man uligheden, og det har naturligvis sine konsekvenser.

I sidste nummer af Korshærsbladet skriver chefen for Kirkens Korshær Helle Christiansen, at man på grundlag af Korshærens erfaringer kan sige, at ”fattigdom er roden til meget ondt”. ”Men det er udtrykket ”lediggang er roden til meget ondt” som lader til at inspirere politiske beslutninger om nedsættelse af ydelser som kontanthjælp. Det skal være et incitament til at komme i arbejde, men det støder mod psykisk og fysisk sygdom, manglende uddannelse og generel magtesløshed hos mange fattige mennesker”.

I disse år gør man flere mennesker magtesløse. Forleden markeredes bl.a. i Fælledparken, hvordan vi er nået op på at have 64.500 fattige børn. Man kan diskutere statistik og gøre tallet lidt højere eller lavere, men der er ingen tvivl om udviklingen. Den går den gale vej.

Helle Christiansen skriver også, at det skal være en prioritet for alle, uanset politisk tilhørsforhold, at afskaffe fattigdom. Men det er ikke det, der sker.

Vi skal snart have valg, og der er bestræbelser i gang på at give socialpolitikken en stærkere stemme i valget. Et Socialpolitisk opråb. En ny tværpolitisk og socialpolitisk platform. (Socialpolitisk-Platform.dk). Der er andre initiativer i gang, blandt andet har Socialpædagogerne taget initiativet til kampagnen socialpolitik.nu

Skal vi bevare sammenhængskraften i samfundet, er det nødvendigt at reducere og ikke øge uligheden. Det er nødvendigt at mindske fattigdommen og at give børn og unge flere muligheder. Uligheden er også en ulighed i sundhed. Dårlige sociale forhold fører til dårligere sundhed. Det vidste det politiske Danmark engang. Og det bør det kunne bringes til at forstå igen. Men lige nu er det op ad bakke!

Der er nok at tage fat på!

Af Vibeke Boolsen

Til lykke med at forsøge at sparke liv i debat om socialpolitik – herunder velfærden, der er forsvundet.

I løbet af min tid på jord i Danmark – jeg er 67 år – har jeg set, hvordan velfærdssystemet er blevet gradvist udhulet, så kun en skal står tilbage. Noget skade har stået på i sådan ca. 50 år, mens andet er af nyere dato. Men lige slemt er det for de, som skal lægge liv til.
Det forebyggende socialpolitiske arbejde er stort set væk fra radaren, fordi det kræver specialister at forvalte det, og dem skal vi ikke have noget af: one size fits all. København kommunes nedlæggelse af spædbørnshjemmet i Skovshoved er kun en af mange specialinstitutioner af socialpolitisk art, der er nedlagt uden at det almene socialpolitiske område har fået tilført den nødvendige ekspertise til at kunne overtage det.
Det er nu blevet mere umuligt at få tildelt førtidspension, og komplet umuligt for folk under 40 – også selvom de er uden udsigt til at komme ind på arbejdsmarkedet i en overskuelig fremtid. Jeg har haft min gang på psykiatriske afdelinger, og her har jeg truffet unge psykisk syge, som man ikke engang kan tildele en førtidspension, så de kan komme til kræfter uden at skulle have økonomiske bekymringer oveni deres sygdomsforløb. Uanstændigt!
Og sangen om at vores overførselsindkomster er så høje, at man kan leve af dem anstændigt er helt ude i hampen: en af de højeste er arbejdsløshedsunderstøttelsen, som dels er blevet tidsmæssigt beskåret, og dels er udhulet, så de “90 %”, som i tidernes morgen blev beregnet på grundlag af en metalarbejders løn (højeste LO-løn) nu beregnes ud fra den laveste LO-overenskomstløn: HK-kommunal, laveste løntrin. Læg dertil, at i løbet af det lidt over et kvart århundrede, hvor jeg var på den, så jeg købekraften af den beskåret med sådan ca. halvdelen – og det var ikke lukrativt at være på understøttelse, da jeg startede i 1984.
Men da mindstelønnen i samme tidsrum har været under pres – hvor ville “servicesektoren” være henne uden uddannelsessøgende, der skal have job ved siden af deres uddannelses-SU for at klare skærene?   – skal det jo sparke nedad, og det gør det , under den sang, der stod skrevet over Auschwitz: Arbeit macht frei – og kun beskæftigelse alene giver ro på bagsmækken. bagsmækken.
Nu er jeg folkepensionist, og derfor har jeg en disponibel indtægt, der med lidt god vilje ligger og balancerer lige omkring den fattigdomsgrænse, som regeringen ikke anerkender, men som Danmarks Statistik stadig beregner: sådan ca. 10.000 om måneden. Og jeg er jo ikke den eneste.
I den alder er der stigende udgifter, bl. a. til medicin og tandlæge. Hvorfor kan man ikke indføre, at dersom man er berettiget til at få pensionstillæg, så kan man få gratis tandlæge til nødvendigt tandarbejde? Men nej – og det til trods for, som min tandlæge siger det, at jeg tilhører en generation, hvor vi har plomber, der nu giver op efter 60 års tro tjeneste, og tænder, der smuldrer og skal skiftes ud med implantater, hvad er en dyr fornøjelse. Indfør dog gratis tandlæge til folk, der er på overførselsindkomst, eller, som nævnt, for folkepensionister, der får pensionstillæg – det er til at administrere, og lader de velhavende pensionister betale den fulde regning selv.
I diskussionerne om førtidspension dukker det ofte op at der jo ikke er noget særligt i vejen med dem, de går bare der og danderer den på de offentlige kassers regning. Men hvor er køen til at miste 80 % af arbejdsevnen? Og hvad med dem, der har 79 % og ned til 5 % tilbage? Hvad skal de leve af, når de ikke er til at anbringe på et arbejdsmarked, der er lukket land for dem? Desværre, min mormor har haft for meget at skulle have sagt i den retning, for hun holdt på, at “der altid er arbejde til dem, der vil arbejde” – og hun vidste, hvad hun talte om, for hun havde både været i huset hos sin moster og onkel og hjulpet sin far i butikken, indtil hun blev gift og forsørget (hun ar født i 1901 og blev gift i 1924 – og derfor var hun jo fuld af indsigt i det akademiske arbejdsmarked fra midt-’80erne og frem).
Den uanstændighed, der knytter sig til socialpolitikken i dag, og som har været til stede sådan ca. fra Thatchers og OECDs indtog, må imødegås med oplysning om, hvordan forholdene er. Hvad med førtidspensionisternes overgang til folkepension? De bliver vel ikke mindre syge af at blive ældre, og deres lidelser er de samme, og det er udgifterne til dem også, men indtægten går nedad.
Der er nok at tage fat på – god vind.
Med venlig hilsen,
Vibeke Boolsen